En bænk kan være mange ting
Titel: En bænk af Per Loldrup instruktør Per Loldrup
Sted: Det lille Teater, Gråsten
Spillet af: Teatergaleasen, Højer
Dato: 23.0.1.2018
Anmelder: Hanne Næsborg-Andersen
I programmet beskrives stykket som havende ”et strejf af absurd teater og et stænk af Laterna Magica”, og der spørges: ”Fandt du din bænk?”
Temaerne i forestillingen var med en bænk som omdrejningspunkt de store spørgsmål i livet. Får vi det liv, vi ønsker, hvad ønsker vi egentlig, snyder vi os selv, ser vi vore medmennesker? Især det sidste spillede en stor rolle for personerne. Var der plads på bænken til alle eller var nogen udenfor? Vi oplevede personlig deroute, fint symboliseret ved såvel skift i klædedragt som læsning af avis, fra Børsen til ugeavisen. Vi så også posedamens forandring fra den laveste i hierarkiet og uden plads på bænken til den, der var ovenpå og kunne betragte ham, der før havde foragtet hende, i hans forfald. Forestillingen inddrog også det at tro i sammenhængen, samt forskellene mellem ung og gammel i opfattelsen af samfundet.
Opbygningen var tematisk, med start i sommerperioden, skift til efterår, vinter og sluttende med forår, mens personerne udviklede sig, også i forhold til hinanden. Som baggrundsmusik tjente Vivaldi: Årstiderne og smukke billeder illustrerede sammenhængene.
Teksten var underfundig, tankevækkende og morsom, som eksempler kan nævnes: ”kvindelige oldinge” om to damer, der mente, det var deres bænk alene og i hvert fald ikke havde plads til fremmede af enhver art, ”vi lever i en mellemrumsforskrækket tid”, sagt af den unge pige, da hun bliver spurgt, hvorfor hun tav, og om læsning af Ugebladet: ”3 drenge taget på fersk gerning, da de væltede køer i Adsbøl. Hvad skal jeg med mere?”
Denne anmelder tænker stadig over stykket, for det var ikke alt, hun helt forstod. Det skal ikke forstås negativt, tværtimod som en kvalitet med mulighed for eftertanke.
Ensemblet spillede som en fasttømret enhed, alle skift foregik gnidningsløst, og karaktererne var tydelige og velspillede. Det var en fornøjelse at opleve.
_______________________________________________________
Titel: “Julens Hjerte” af Kristina Gude-Hansen
Instruktør: Kristina A. Gude-Hansen
Dato: 08-12-2017 (premiere)
Anmelder: Rannveig Spliid
Helt i julens ånd er Det Lille Teaters julestykke en børneopsætning, hvor det tydeligt er prioriteret, at det skal være lige så sjovt at være med, som det er at se stykket. Og det kommer ud over scenekanten, at alle involverede i ‘Julens Hjerte’, har haft det sjovt og hyggeligt med indøvning og skuespil. Det er Kristina Gude-Hansen der er både instruktør, sang- og tekstforfatter, mens Gitte Asmussen har været assistent og sufflør, og Jørn Asmussen har stået for lys, lyd og scene.
Julestykker, og særligt julestykker for og med børn, er traditionernes land. Her er det ikke afgørende, om den historie der bliver fortalt er original. Faktisk kan det være en befrielse at den ikke er det, for den lysfest som julestykket omhandler er lige så traditionsbunden, og dens temaer er de samme år efter år.
I ‘Julens Hjerte’ er det børnene – der blandt andet spiller nisser, men også menneskebørn og en enkelt fe-medhjælper – som er fortællingens helte. Børnene er fornuftens stemme, mens de voksne omkring dem kludrer rundt i det, og skal mindes om hvad der er vigtigt. Det er børnene der ved, hvad man skal gøre når det er selve julen der står på spil, og nisse-ensemblet brænder godt igennem når man i fællesskab får kaldt en forvirret julemand til fornuft.
Til et julestykke hører også en rigtig juleskurk. Den onde fe Feolias (Hanne I. Clausen) skurkagtighed der, i bedste julestil, bunder i desillusion, clasher fornøjeligt med hjælperen Marotins (Morten Knudsen) splittelse mellem forbudte juledrømme og loyalitet – – og er til tider i fare for at stjæle hele stykket
Det har uden tvivl været en stor mundfuld for Gude-Hansen at beklæde både forfatter- og instruktørstolen. Det ses enkelte steder, for eksempel i nogle af sangteksterne, der ikke virker helt gennemarbejdede. Og denne anmelder kunne også godt have ønsket sig en mere tydelig forløsning af konflikten mellem Julemanden og Feolia.
Alt i alt dog detaljer i en opsætning der i lige så høj grad er en invitation til fest og lys, som den er et stykke. Som sådan lykkes ‘Julens Hjerte’ godt, og spreder julestemning blandt store og små, medvirkende og publikum.
______________________________________________________________
Titel: Privat Skifte
Instruktør: Ruth Gaul Nilum
Dato: 4.11.2017
Anmelder: Hanne Næsborg-Andersen
Tankevækkende teater
Denne anmelder gik hjem med mange tanker i sit hoved efter forestillingen. Ikke alene var den historie, der blev fortalt i stykket, noget, som de fleste på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med, nemlig oprydning efter forældres død. Derudover berørte den almenmenneskelige temaer som kærlighed til såvel familie som mellem mand og kvinde, jalousi, hævn, søskenderoller, hvad er meningen med livet, hvor meget præger vores opvækst os, kan vi gøre os fri af den, skal vi overhovedet gøre os fri?
Stykket er skrevet af Anders Bodelsen, og man mærker, det er en ordets mester, der er på spil. Han forstår at lege med personerne og handlingen, så det hele hænger sammen og alligevel har elementer af stor uforudsigelighed. På hvilken måde skal ikke røbes her, men der foregik nærmest okkulte ting på scenen, på en måde, som alle i publikum accepterede, fordi det hang så godt sammen. Der var øjeblikke med stor kærlighed og øjeblikke med megen humor, men også tragiske episoder. Besættelsen og tiden derefter spillede en rolle for handlingen, men stykket kunne sagtens foregå i dag også. Temaerne var alment menneskelige.
Instruktør var Ruth Gaul Nilum, og hun havde løst opgaven på fornem vis, på trods af et meget ordrigt stykke, der krævede stor præcision. Skuespillerne var castet rigtig godt til deres roller og formåede at bringe dem til live på en varieret og indforstået måde, så man troede på personerne og deres historie. Man kunne måske have ønsket sig, at faderen i stykket ikke havde haft helt så kraftig en stemmeføring i sammenligning med de øvrige skuespillere.
Scenografien understøttede historien og personernes fremstilling og fungerede gnidningsløst.
Det er imponerende, hvor stor kvalitet et teater drevet af amatører forstår at bidrage med. Og moralen i stykket kunne være: Skal man læse andre folks breve? Og har man brug for den viden, man får på den måde?